Vejledning til valg af badmintonketcher.

Når man skal vælge badmintonketcher skal man især tænke på vægt, balance og stivhed.
 

Vægt

Ketcherens vægt har ændret sig meget de seneste år. I dag laver man ketchere der er meget lettere, og visse modeller vejer helt ned til 73 g. Langt de fleste modeller findes dog stadig i intervallet 80-90g. Motionister kan i en vis udstrækning føle, at en tungere ketcher er mere stabil – og en tungere ketcher kan derfor gøre spilleren mere tryg. Typisk vælger dygtige spillere lettere ketchere (ca. 83 gram), da de har en hurtigere ketcherføring.
 

Balance

Udover ketcherens vægt påvirker balancen også spilleegenskaberne. Badmintonketcherens balanceegenskaber inddeles i tre kategorier:

Head Heavy (hovedtunge)

Head Light (hovedlette – det meste af vægten er i den nederste del af ketcheren), samt

Even balance, hvor vægten er jævnt fordelt over hele ketcheren.

En ketcher, der er hovedtung, giver mere fart i bolden – optimalt for hårdtslående spillere. Ulempen ved denne type ketcher er at den kan føles langsom og svær at flytte (langsommere ketcherføring). Er du en spiller der ønsker en hurtig ketcherføring til det hurtigt spil, er det et bedre valg at købe en ketcher med lavere balance (Even balance/Head Light).

Stivhed

Din nye badmintonketchers stivhed er måske det vigtigste du bør tænke på, inden du investerer. Mange konkurrencemodeller er meget stive, hvilket betyder at de er svære at bøje/flexe. Er du motionist kan det være svært at få fart i bolden hvis ketcheren er for stiv. Du bør derfor ikke købe en for stiv ketcher, hvis du er motionist. Der er dog kommet nye modeller på det seneste, som har konkurrencemodellernes egenskaber, men tilbyder mere adgang til flex.

Mens motionister får mere fart ud af en mindre stiv ketcher, bør dygtige spillere vælge en stivere ketcher, da de har brug for kontrol og ikke fart. De fleste dyrere og mere avancerede badmintonketchere er stive eller ekstra stive. En stivere ketcher tilbyder mere kontrol, da den bøjer sig mindre og påvirkes mindre ved selve slaget. Dygtige spillere kan oftest generere den fart som behøves og derfor i stedet søger den kontrol og boldføling en stivere ketcher giver.

Vejledning til valg af tennisketcher

Når man skal til at vælge en ketcher er det vigtigt med en objektiv analyse af sit spil, men derudover er det også vigtigt, at man tager højde for andet, såsom ambitioner, vaner og andre behov. Har man f.eks. tendens til tennisalbue, er det en god idé at gå efter en skånsom ketcher for armen.

De forskellige ketcherproducenter har forskellige metoder at indikere hvilken type spiller, de forskellige ketchere henvender sig til. Fælles for de metoder, er, at de alle indikerer hvor meget power man får foræret fra ketcheren, og hvor meget det selv er nødvendigt at tilføre.

Vi har på vores hjemmeside valgt at lave tre kategorier af ketchere; motions-orienterede ketchere, ketchere til den øvede og turneringsorienterede ketchere.

Herunder følger en karakterisering af de tre kategorier: 

Motionist

Helt enkelt kan man sige, at hvis man har et kort sving, og ikke selv tilfører så meget power til sit slag, skal man gå efter en ketcher med et højt power-level. Der skal man kigge efter ketchere i kategorien oversize.

Ud over blot at have et højt power-level, er disse ketchere karakteriseret ved at de har et større ketcherhoved, en bredere ramme, og det er som regel heller ikke så tunge ketchere. De har desuden et stort sweet spot (arealet af det område på ketcheren, hvor man rammer rent). Ketcherne i denne kategori starter med en vægt på ca. 225g og går op til ca. 270g.

Det er også i denne kategori, at man finder de mest skånsomme ketchere for armen, hvis man har tendens til tennisalbue eller lignende.

Mange gange har disse ketchere indbygget en chokdæmper i grebet. Det sikrer at du ikke får stød op igennem armen.

Ketchere i denne kategori vælges typisk af spillere, der ikke har spillet i lang tid, selvlærte spillere, der ikke har en perfekt teknik, eller blot spillere, der ønsker en ketcher med høj grad af komfort grundet det store sweet spot og ekstra smæk i serven.

Den øvede

I takt med at man har spillet i længere tid udvikler man oftest også et længere, hårdere og bedre sving.

Med det længere sving kan man generelt set selv tilføre mere power til sit slag, og har derfor brug for en ketcher med lidt mindre power. Ketcherne i denne kategori har generelt et lidt mindre hoved, smallere ramme og er lidt tungere end ketcherne i kategorien Motionist. Ketcherne starter med en vægt på ca. 250g og går op til ca. 300g. De har en medium størrelse sweet spot.

Typen af spillere der går efter ketchere i denne kategori, er meget bred. Det kan både være spillere, der har udviklet sit spil, og derved har brug for en ketcher med mindre power. Det kan også være en spiller, der tidligere har spillet på turneringsplan, men nu ønsker en lidt mere skånsom ketcher, hvor man ikke bliver straffet lige så hårdt for et slag, der måske ikke er helt perfekt. 

Turneringsketchere / pro-ketchere

I kategorien Turneringsketchere finder man de tungeste ketchere. De har samtidig også oftest den smalleste ramme og det mindste hoved. Med denne type ketcher får man ikke meget power foræret af sin ketcher - man skal selv kunne tilføre denne power med et langt og hårdt sving. Derudover har disse ketchere typisk også et lille sweet spot, så det er også nødvendigt at ramme bolden ret præcist hver gang. Ketcherne i denne kategori starter typisk med en vægt på 280g og går helt op til 330g.

Typen af spiller, der vælger disse ketchere, er typisk turneringsspillere. Det er også i denne kategori, at man finder de fleste af de ketchere, spillerne på WTA- og ATP-touren spiller med.

Derfor er det vigtigt, at man dels kigger på hvordan man er som spiller, men også hvad man trives med, hvor man vil hen med sit spil, og hvad man ønsker fra en ketcher, om det så er en let ketcher med meget power, eller om det er en tung ketcher med meget moment.

Med disse overvejelser kan man ikke gå helt galt i sit ketchervalg, og så skal du nok få en ketcher, du vil have rigtigt meget glæde af i mange år!